Tilbage
Håbets pris
     











Prize of Hope -
Håbets Pris 2010 i USA


Håbets Pris uddeles for anden gang i USA ved en stor fest på Dell’Arte International i Blue Lake, Californien.

Dell’arte International og Institut for Folkeligt Teater indbyder til Håbets Pris på Dell’Arte International i Blue Lake i Californien d.25- 26 juni 2010.

Håbets Pris gives til en person eller et teater, som har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk - med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel: For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne, ører, stemme!










Håbets Pris til teatret Human Nature
v/ David Simpson & Jane Lapiner, Petrolia, USA


Human Nature får Håbets Pris 2010 for et kunstnerisk arbejde med dyb respekt for naturen og kampen mod klimaforandringerne.

David Simpson & Jane Lapiner, som står bag teatret: HUMAN NATURE, lever på en ranch ved Petrolia, nær Mattole floden i Nordcalifornien. David var skuespiller, Jane danser og koreograf, da de mødte hinanden i San Francisco Mime Troupe tilbage i 1967.

David og Jane flytter ud i naturen og får øjnene op for, at den ikke har det godt. Først gælder det laksen og deres første forestilling er musical-komedien: "Queen Salmon". Med den turnerer de - sammen med flere fra lokalsamfundet og deres 4 børn op og ned langs Vestkysten i USA.

De udvider truppen og laver forestillingen "The Wolf at the door", som handler om genindførelsen af ulve i USA. Den spiller på universiteter, klimakonferencer og på de store teatre.

I 1997 er Human Nature til konference i Istanbul, Tyrkiet. Her møder de inuitterne og bliver globale.

Det fører til forestillingen: "What's funny about climate change?", som stadig er på repertoiret. Forestillingen turnerer rundt i hele USA. I 2009 deltager Human Nature bl.a. i Klimatopmødet i København.

Human Nature får Håbets pris 2010 for et kunstneriske arbejde med dyb respekt for naturen og kampen mod klimaforandringerne. Det sker i en komisk, folkelig form. Human Nature har vedholdende arbejdet for at udfolde teaterbegrebet til også at omfatte større økologiske problemstillinger, og de har gjort det med humor og overskud. På den måde er de medvirkende til at reformulere det politiske teater til en ny tids udfordringer - både lokalt og globalt.

Dette er en foreløbig udtalelse. Vi vil løbende opdatere om Håbets Pris til Human Nature på www.aasen.dk, eller I kan følge med på Dellartes hjemmeside: www.dellarte.com


***********************************************************************

Håbets Pris 2010 som kunstværk skabes personligt til David Simson og Jane Lapiner af maskekunstneren, Bruce Mars, Dell’Arte. Værket vil spejle håbet og personerne. Det vil desuden komme til at indgå i motivkredsen “Håbets Frise” på Åsen med værker fra Håbets Pris 1989-2010 skabt af Klaus Tams til de danske prisuddelinger og af Bruce Mars til de amerikanske.

Håbets Pris er så sandelig også en fest i USA blandt Californiens reedwoodkæmper med 1000 år på bagen og 100 meter i højden. Kom og vær med til festen. Dell'Arte er klar til at tage imod jer.

Sådan kommer jeg til Håbets Pris i Californien!
Hvis du vil med til prisuddelingen i Blue Lake, kan du søge flybilletter hos bl.a. momondo.com og viviro.dk. Du kan naturligvis også ringe til f.eks. SAS. Det er muligt at flyve til San Francisco og der leje en bil eller køre nordpå med Greyhound-busserne. Man skal regne med en dags køretid (7-8 timer) for at komme fra San Francisco og op til Blue Lake. Det er en meget smuk tur, hvor man bl.a. kan køre på Avenue of the Giants, som er en vej, der kører imellem de ufatteligt store og smukke redwoodtræer. Alternativt kan man flyve helt til Arcata (ACV) Airport (24 km nord for Eureka i byen McKinleyville), som ligger bare en halv time fra Blue Lake. Dell'Arte vil sørge for, at I kan finde logi i Blue Lake. I skal henvende jer til Dharla, som også kan besvare spørgsmål som: Hvordan kommer jeg til og fra lufthavnen o.s.v. Hendes mail er dharla@dellarte.com.
Velkommen til en af de store oplevelser!

Læs mere om Håbets pris.

 
      
Åsen Teater  Brødholtvej 120  DK-9740 Jerslev . Tlf +45 98831888 . Fax +45 98832110 . E-mail: info@aasen.dk