Det ligger på Åsen mellem Brønderslev og Jerslev, og hertil var Helle Ryslinge inviteret af Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen, der hvert år uddeler Håbets Pris til et teater- eller filmmenneske.

- Helle Ryslinge får Håbets Pris for en pionerindsat for dansk film, der med mikroskopisk nærvær afdækker samfundets tabuer. Hun har aldrig været i tvivl om, at der skulle være bid i løjerne, hed det blandt andet i begrundelsen.

Bid var der også i Helle Ryslinge, der ønskede død over filmproducenterne.

- De er en gang pampere. Det er ligesom med boganmelderen, der hellere selv ville skrive bøger, men ikke kan. Derfor gør han sig til smagsdommer over andres kunst, påpegede Helle Ryslinge.

- Og filmproducenter ved ikke, hvordan det er at lave film. De står bare der, når rampelyset tændes og soler sig i det.

Efter Helle Ryslinges mening skal en filmproducent være en makker, der har det økonomiske ansvar.

- Det er den eneste man som instruktør har at læne sig op ad. Og under optagelserne til Halalabad Blues var han der bare aldrig, og jeg måtte selv skaffe alle pengene, fortalte hun om sin producent, som hun undervejs omdøbte fra Bech til Vech.

Han gik ifølge Ryslinge senere konkurs og en anden producent måtte overtage.

- Det er fedt og frygteligt at lave film. Fedt, når 50 mennesker arbejder sammen på projektet. Frygteligt, når halvdelen ikke ved, hvad det drejer sig om, konstaterede Helle Ryslinge med henvisning til, at mange unge tilbyder at arbejde gratis bare for at komme indenfor i filmbranchen.

- Det betyder, at en film efterhånden ikke må koste nogenting at producere, bortset fra dogmefilm til en fem-seks millioner. Men det hele kan jo ikke koste fem millioner, mener hun om sin egen film, der ifølge Angel Films har et budget på 16,8 mio. kr.

Halalabad Blues er et kærlighedsdrama, hvor en dansk kvinde kaster sig ud i en hed romance med en muslimsk mand. Og den blanding er farlig, fordi manden er både tyrkisk, grønthandler og gift.

Handlingen udspiller sig i København med en afstikker til en landsby i Tyrkiet, og filmen er en kommentar til tidens indvandrersituation.

Netop nu er Helle Ryslinge ved at klippe filmen færdig. Skønt hun efter eget udsagn er irriteret over, at optagelserne skulle jappes igennem i sådan en fart, at selve klipningne er en kunst … "for at skjule alle fejlene, som hun siger, glæder instruktøren sig alligevel over en ting:

-Det sidste ord er mit.