|
Institut for Folkeligt Teater indbød til Håbets
Pris på Aasen Teater, pinsedag søndag den 27.
maj. Prisen gik til Poul Fly Plejdrup, der som scenograf
er en sand forvandlingens mester. Han tør tro
på det, hans indre øjne fortæller ham, han tør sætte
det i scene, han kan ikke lade være.
- En scene spændes ud over de våde enge, som var
det på samme tid en middelalderborg og en svævende
regnbue mellem himmel og jord.
- Et storbyteater forvandler han totalt i en Dickensforestilling,
hvor scenerummet vokser ud over orkestergraven og
op på første balkon, øvesale og foyer bliver til krostuer,
klatrestiger og broer går på kryds og tværs.
Vi er i rum, som aldrig bliver flade og forudsigelige,
de er tredimensionelle, er som bjerglandskaber, rum
hvor skuespilleren kan træde op på en klippe for i
et splitsekund at ændre sig til stjernetæpper, hvor
alfer kan danse.
Universerne emmer af fantasi. I åbne, rå, grotske
og komiske rum lader han billeder veksle i et fyrværkeri
af forvandlinger og overraskelser: "Jeg har
hjulpet en fe tilbage til livet og fløjet blandt mælkevejens
stjerner - takket være Poul Fly Plejdrup, en scenograf
i verdensklasse", skriver Fyens Stiftstidende
begejstret i anmeldelsen af Poul Fly Plejdrups seneste
forestilling. Ja, vi kan som publikum ikke lade være
med at digte med i hans fortælleuniverser. Vi kan
ikke lade være med at gå i dialog og bruge vores egen
billedskabende fantasi.
Det åbne teater gælder også i skuespillet.
Tranformationen fra skuespiller til rolle sker foran
øjnene af os. Der går en lige linje fra hans værk
og tilbage til de gamle mestre i fjællebodsteater,
cirkus og Commedia dell’arte. Som i “Jeppe På Bjerget”,
hvor vi oplever skuespilleren ved forestillingens
start med kostumerne hængende åbent på en knage ved
en cirkelrund scene af rå brædder. Siden oplever vi
forvandlingen fra skuespiller til Jeppe, hvis tilværelse
ligesom scenen kører i ring og ender, hvor den startede.
Netop i det åbne univers bliver vi bevidste om, at
det er noget, vi skaber sammen, at der grundliggende
er tale om en leg, hvor vi har en fælles aftale om
rammerne. I dette rum kan alt lade sig gøre, magien
får saft og kraft. Vi er i et folkeligt teater, hvor
fantasien er brændstof. Vi aftaler i udgangspunktet
en ramme, og nu ser vi pludselig alt det fantastiske
med egne øjne.
Det lå ikke lige i kortene, at det skulle blive teatret,
der blev Poul Fly Plejdrups arbejdsplads. Via en tur
på Holbæk Kunsthøjskole gik vejen over Det Jyske Kunstakademi
i Århus, hvor Poul Fly Plejdrup var elev på keramikerlinjen.
På Kunstakademiet møder han teaterskrædderen Henny
Filbert, som allerede var i teatermiljøet. Det bliver
starten på et stærkt kunstnerisk og familiemæssigt
samspil.
|
|
En dag omkring 1980 bliver han af Henny Filbert
bedt om en hånd inde på Filuren, hvor hun er kostumier
og scenograf. De næste år arbejder Poul Fly Plejdrup
på Filuren og møder her Finn Hesselager. Det er
vigtige læreår i et væksthus, hvor eksperimentet
med alle teatrets muligheder leves helt ud og rummet
udfordres.
Vigtigst er måske det netværk, der etableres. Poul
Fly Plejdrup arbejder den ene dag med teaterskolens
elever ved Århus Teater og den næste i børneteatret.
Netop sammespillet med både børne- og voksenteatret
bliver for Poul Fly Plejdrup afgørende. Som han
selv udtrykker det:
"Børne- og Ungdomsteatret har en evne til
at lege og det store teater har det seriøse. Ved
at arbejde begge steder kunne jeg befrugte voksenteatret
med det fabulerende og børneteatret med alvoren."
Hjemstavnen bor i Poul Fly Plejdrup. Det bruger
han sammen med Hans Rønne, da de to i midten af
firserne sammen skaber børneteaterklassikeren “Springtime”,
hvor den lille historie gøres universel. Samtidig
etablerer han sammen med Henny Filbert Bakdalgaard
ved Odder, et kulturelt væksthus til glæde for egnen
og de turnerende børneteatre.
Fra halvfemsernes start har Poul Fly Plejdrup gang
i en tour de force af grandiøse dimensioner. Snart
arbejder han i det store format som i Nicholas Nickelby
på Odense Teater, hvor store scene og sal fuldstændig
omskabes i en kæmpescenografi. Snart har han fat
i det helt nære og enkle i en soloforestilling til
Corona Danseteater. Han er her, der og alle vegne.
Den ene forestilling efter den anden bliver sendt
på turne, over brædderne, ud i verden.
Poul Fly Plejdrups produktion er med mere end 100
opsætninger gigantisk. Han har arbejdet for landsdelscener,
for by- og regionalscener, i børneteatret, i kæmpe
egns- og friluftspil, men han har også plads til
at lave teater med unge på en efterskole.
Poul Fly Plejdrup får Håbets Pris 2007 for sit
magisk åbne teater. Det åbne teater er det levende
teaters rum, det er også håbets!
Håbets Pris som kunstværk skabes personligt til
Poul Fly Plejdrup af kunstneren Klaus Tams, maskehuset
Chatwin. Værket vil spejle håbet og personen. Det
vil desuden komme til at indgå i motivkredsen “Håbets
Frise” med værker fra Håbets Pris 1989-2007.
Håbets Pris er en lysfest: Foråret, farverne, den
fandenivoldske utopi i hvert eneste bøgeblad. Vi
går det hele i møde sammen med vores prismodtager
og kan præsentere et spændende program. Folk fra
fjern og nær har generøst stillet deres arbejdskraft
og kunstneriske formåen til rådighed. Vi håber,
at endnu flere kommer til.
Læs mere:
Program for Håbets
Pris 2007
|