- Tigeren kommer, tigeren kommer - han er lige inde
bag ved inde bag ved forklædet... (fortæppet. red.)FOTO:
KURT BERING
|
Trine Gram

BRØNDERSLEV:Rungende stilhed, skrig,
hvin, gys og klingende latter skiftede lynhurtigt fra den ene
yderlighed til den anden i går, da der var teaterforestilling
på Skolegades Skole.
Inde i den bælgravende mørke gymnastiksal
var teaterscenen det eneste, der var badet i projektørlys,
og foran den sad omkring 100 neglebidende børn på måtter og
levede med i det drama, som udspillede sig foran det røde
fortæppe.
Skolegades Skole lagde rum til
Åsen Teaterværksteds juleforestilling, og børnene, der var
fra børnehaveklasserne og 1. klasserne, stimlede til både
fra Skolegades Skole og fra Serritslev Skole.
Ingen var rigtig på forhånd klar
over, hvad forestillingen kom til at handle om, for børnene
digtede med undervejs.
Men det lykkedes for Lars Olsen
og Birthe Rosenfeldt, Åsen Teaterværksted, at få en drabelig
forestilling ud af stikordene - og den havde både gys, uhygge,
skræk, lykke og kærlighed at byde på.
Prinsesse Sofie
Hovedpersonen, prinsesse
Sofie, var så frygteligt træt af, at hendes far, kongen, altid
havde så travlt og hele tiden var inde på sit kontor.
Så hun allierede sig med en lille
hund, og sammen drog de ud i skoven, hvor der ventede dem
mange, drabelige oplevelser.
Først møder de verdens mindste
dinosaurus, som er bange for mus.
Senere kommer den grumme tiger,
som under stor dramatik fanger prinsesse Sofie og vil stege
hende i sin ovn.
Tilskuerne i Skolegade Skoles
gymnastiksal var ikke sene til at komme med gode råd til prinsessen
og til den lille hund, som ender med at blive hendes frelser.
Men inden, forestillingen kom
så vidt, var ungernes stemmer nået helt op i diskanten af
retfærdig harme over tigerens luskerier.
Hele dramaet sluttede med, at
en modig elev, Anders, gik med til at kysse tigeren, som først
blev forvandlet til en ko, ved andet kys til en hane, og ved
det tredje, magiske kys, viste det sig, at den faktisk var
prinsesse Sofies mor, som for mange år siden var forsvundet
i den uhyggelige skov.
Så alt endte, som det skulle:
Prinsesse Sofie, kongen og dronningen levede lykkeligt til
deres dages ende.
Åsen Teaterværksted gav allerede
fra morgenstunden eventyrlig forestilling på Hedegårdsskolen,
og i dag er det børnene på Toftegårdsskolen og Ø. Brønderslev
Skole, der skal lege teater. Thisebørnene deltager i Ø. Brønderslev.
Fredag formiddag runder teaterværkstedet
af med en forestilling på Søndergades Skole.
|