
Frandsen vil ud og malke sine køer - Ellen (Birthe Rosenfeldt)
fortæller ham, at gården er solgt, mens den nye elev
Julie (Petra Skovholm) er rådvild i situationen.Foto:
Bent Bach
|
Birgit Eriksen

STERUP: Demente Frandsen vil hele tiden rejse sig fra stolen
og gå. Personalet er ikke enigt om, hvad de skal gøre for at
få ham til at blive siddende. Uenigheder samt en for lille personalebemanding
betyder, at Frandsen falder og brækker næsen. Hvis skyld er
det? Er det nogens skyld?
Det problem sætter Åsen Teater fokus på i en ny forumteaterforestilling
med navnet: Svigter vi Frandsen? Forestillingen er lavet for
personale, som arbejder med demente, og forestillingen skal
blandt andet opføres i Hirtshals og i Bellacentret i København.
- Personalet, der arbejder med personer med demens, skal
pleje og drage omsorg for beboerne. Men personalets daglige
dilemma er, at alle handlinger, kan anskues under synsvinklen:
Er det magtanvendelse eller omsorgssvigt, når jeg vælger at
gøre dette eller undlader hint, fortæller Lars Olsen fra Åsen
Teater.
- Der er ingen fiks og færdig opskrift på, hvad der er rigtigt
eller forkert, tilføjer han.
- Men det er muligt at oparbejde en øget forståelse for,
hvorfor man vælger at gøre det ene eller det andet.
Stykket er skrevet af Lars Olsen, og instrueret af Åsen Teater.
Jørgen Bing har været instruktørkonsulent, tidligere sygeplejerske
Peter Korslund er jokeren i stykket, og de medvirkende skuespillere
er Birthe Rosenfeldt, Petra Skovholm og Lars Olsen.
Forumteater kan ifølge Lars Olsen være med til at afdække
nogle af de daglige handlinger, der hver dag udspiller sig
i feltet mellem magtanvendelse og omsorgssvigt.
Forumteater er en teaterform, hvor skuespillerne spiller
en forestilling med de problemer, personalet kender og ofte
står i hver dag. Forestillingens handling ender problematisk.
Anden gang spiller skuespillerne samme forestilling, men så
er det op til publikum at stoppe spillet, gå ind og overtage
rollen og ændre på forholdene. Kun publikums ændringer - i
dette tilfælde plejepersonalet - gør en forskel.
- Det er alle disse forskellige andre måder at gøre tingene
på, personalet kan tage med hjem og anvende fremover, lyder
det fra Åsen Teater.
Ideen er, at forestillingen kan være med til at øge kvaliteten
i personalets tackling af opgaver overfor beboere med demens.
- I fiktionen gennemspiller vi konflikter og handlingsmuligheder,
som personalet får mulighed for at gå ud og afprøve. At mange
handler forskelligt er med til at øge bevidstheden om et problems
kompleksitet. Der findes som regel ikke kun én sandhed, én
løsning.
- Men synliggørelsen af konflikter er første skridt til at
få gjort noget ved problemerne.
Stykket har haft snigpremiere på Centeret Vestergården i
Aalborg og spiller i den kommende uge på en demens-konference
i Rebild. Siden skal stykket vises i Roskilde, Vejle, Odense
samt Hirtshals. Alle steder for personale i plejesektoren.
|