Fortidens stemmer taler gennem Åsa

	Svenskfødte Åsa Simma modtog i søndags Håbets Pris - en maske af kunstneren Klaus Tams - for sit arbejde med at udbrede kenskabet til den samiske kultur. Over hundrede film- og teaterfolk var mødt op for at hylde hende. FOTO: KURT BERING
	Prisuddelingen fandt sted på Åsen Teater i Jerslev. Her får æresgæsten sig en snak med værtinden, skuespiller, instruktør og teaterleder, Birthe Rosenfeldt. FOTO: KURT BERING

Kulturarv: Modtageren af Håbets Pris har viet sit liv til at oplyse om de samiske traditioner

Af: Susanne Justsen

JERSLEV: - Som al anden kunst er joiken født et sted, hvor du ikke længere har ord til at udtrykke, hvad du føler. Du er så opfyldt af sorg, glæde eller had, at du må give følelsen en lyd for at kunne beskrive den.
Den samiske skuespiller, filmskaber og joikekunstner, Åsa Simma, sidder ved havebordet i den lille pavillon bag Åsen Teater i Jerslev og nipper til et glas køligt øl.
Hun ankom i lørdags fra hjemmet i Helsinki for at lade sig hylde af danske teaterfolk og modtage hædersbevisningen, Håbets Pris, fra Institut for Folkeligt Teater.
Instituttet fejrer hvert år på Åsen en kunstner, som "har arbejdet for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt, poetisk...med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs største trussel."
36-årige Åsa Simma har modtaget prisen for sit mangeårige arbejde med at give den samiske sjæl nyt liv og udbrede kendskabet til de gamle myter og ritualer - på scenen, på filmlærredet og ikke mindst gennem den messende joik, der er en traditionel samisk sangform.
- En joik er en vekslen mellem sang og nynnen. Man komponerer en melodi, men skriver ikke teksten ned. Ordene kommer af sig selv, når man begynder at joike. Det er som en kraft, der strømmer igennem kroppen, og som er udenfor al kontrol, siger hun.

Blev kaldt heks
Åsa Simma blev født ind i en nomadefamilie, der holdt til i den nordlige del af Sverige og levede af at opdrætte rensdyr. To gange om året vandrede familiemedlemmerne frem og tilbage mellem hjemegnen og rensdyrenes græsningsområder i de norske fjelde, og undervejs satte Åsa Simmas mor sin datter ind i en af samernes ældste traditioner.
- Min mor lærte mig at joike. Men hun sagde til mig, at jeg aldrig måtte gøre det offentligt. Den monotone joik kan bringe joikeren i en trancelignende tilstand, og den svenske kirkes officielle holdning var derfor, at joiken var en farlig hedensk skik, der skulle bekæmpes, fortæller hun.
I flere år måtte Åsa Simma nøjes med at joike i al hemmelighed for sine slægtninge, og da hun endelig fik lov til at drage på turne i Sverige med andre børnejoikere, viste prisen sig at være for høj. Svenskerne havde taget kirkens advarsler til sig, og den ni-årige pige blev mødt med mistro, fordomme og frygt.
- Jeg kunne pludselig ikke få venner i skolen. De andre elever ville ikke tale med mig, fordi deres forældre havde sagt, at jeg var en heks. Forældrene påstod også, at jeg var alkoholiker. Dengang var det næsten kun de alkoholiske samere, der joikede offentligt, fordi omverdenens reaktion ikke betød noget for dem. Men jeg blev sat i bås med alkoholikerne, selvom jeg kun var ni år, og det var for meget for mig, husker hun.

Tolerance
Trods familiens forsøg på at holde fast i de samiske rødder, besluttede Åsa Simma sig for aldrig mere at optræde med joiken, og der skulle gå næsten syv år, før hun genfandt modet til at skilte med sin kulturelle arv.
I begyndelsen af 80'erne uddannede hun sig til skuespiller på den danske Tukak Theatreschool, hun skrev og opsatte adskillige skuespil over hele Norden, deltog i radioteaterproduktioner og instruerede film. En af filmene blev senere, efter en anmodning, vist for Tibets åndelige overhoved, Dalai Lama.
Næsten alle projekterne havde direkte forbindelse til samernes myter og ritualer og til den særlige samiske livsfilosofi, der handler om accept og åbenhed - netop det, som Åsa Simma havde savnet i sin barndom.
- Samerne betragter alt det, der afviger fra det normale, som noget specielt. Når et menneske eller et stykke natur er anderledes, er det fordi, guderne har berørt det med en særlig kraft. Det er en filosofi, der ligger fjernt fra det europæiske samfund, hvor alt styres af trender og der ikke er plads til individualitet, siger hun.

Multikulturel
Hun har bevidst dyrket den samiske tradition for tolerance i privatlivet og det kunstneriske arbejde og har gennem årene kunnet finde sig til rette blandt mange forskellige kulturer i Danmark, Sverige, Norge, USA og Finland.
Vejen tilbage til de samiske rødder har været ligeså multikulturel og omfattet samarbejde med en grønlandsk instruktør, en finsk scenograf, en indiansk medforfatter, der samtidig er hendes mand, og et hold teknikere og designere fra et større filmstudie i Hollywood.
Sidstnævnte har hjulpet med at lægge lyd og visuelle effekter på kunstnerens seneste film, der handler om samerne og er bestilt af den norske stat til et teaterprojekt om urbefolkningens kultur.
- Det er som om, at vi er ved at få vores samiske rødder tilbage. Selvfølgelig har en del traditioner fået nyt udtryk i årenes løb, og joiken bruges eksempelvis i dag i både reggae, rock og hip hip. Men jeg er glad for, at mine to børn kan høre den samiske sang i den moderne musik. Grundstammen i vores samiske kultur vil altid være den samme, men vi er nødt til at følge med tiden for at overleve, siger Åsa Simma.