|
|
Helle Ryslinge
Helle Ryslinge får Håbet Pris for en pionerindsats
for dansk film, der med mikroskopisk nærvær
afdækker samfundets tabuer. Med en befriende
humor løfter hun gulvtæppet i sine historier,
så vi ser skidt og skeletter. Hun har hjerte
for skæve eksistenser og øjne for undertrykkelse.
Helle Ryslinge er en provokerende filmkunstner i ordets
mest frigørende betydning. Hun har aldrig været
i tvivl om, at der skulle være bid i løjerne.
Helle Ryslinge er netop blevet færdig med filmen
"Halalabad Blues". Det er en kras kommentar til et
af tidens hedeste emner: indvandringen. Den danske
kvinde i filmen bliver betaget af en tyrkisk mand.
Han vil både være frigjort med den danske
kvinde og samtidig beholde sin tyrkiske familje. Historien
vises på en måde, der rummer komik og skæve
vinkler, men nedenunder er der en konflikt af hårdt
metal: Kan man som indvandrer komme til et andet land
og både beholde alt sit eget og få alt
det andet med? Kan man være dansker og kun acceptere
andre danskere i en globaliseret verden?
Helle Ryslinge har lavet film og teater siden tresserne.
Hun starter med at lave børneteater i det nu
lukningstruede Comedievognen. Hun er en markant personlighed
i halvfjerdsernes undergrundsteater. I Solvognen er
hun med i tidens store kollektive visionære
udstyrsstykker med rockmusik, utopier og drømme.
Hun har stor indflydelse på "Købmandsliv
" i Den Grå Hal (77), der er et højdepunkt
i Solvognens sceneproduktion, fordi kernen er nuanceret
og virkelig: en købmandsfamilje går til
grunde. I "Mord på motellet" (78) mærker
man bl.a. hendes sans for farcen .
I slutningen af halvfjerdserne danner hun sammen med
Anne Marie Helger en unik komikerduo, som laver kultforestillingen
"Dameattraktioner". Det er en kabaret med en helt
særlig kvindekomisk kerne. I en hvirvelvind
af energi kører det derudaf med flade patter,
appelsinhud, deller og kvindegymnastik. Alt det som
kvindeundertrykkelsen har gemt af vejen bliver her
hevet frem, udstillet og sluppet fri.
I 1982 kommer filmen "Koks i kulissen" om to kvinder
på turne. Det er en film, som Helle Ryslinge
og Anne Marie Helger leverer ide og materiale til.
Den færdige film skabes af Christian Braad Thomsen.
Om det siger Helle Ryslinge siden, at det svarer til
at stå og lave et godt måltid mad, og
så kommer der en anden kok.
I 1986 tager hun springet og laver sin første
og årets største danske filmsucces :
"Flamberede Hjerter". Filmen er fuld af underfulde
påhit og fortæller om en sygeplejerske,
der lærer at sætte pris på egne
ben. Samtidig rummer den en hård kritik af de
personlighedstyper, som lægeindustrien fremelsker.
Den næste film "Sirup" (90) portrætterer
en mand i en klæbrig udgave uden kerne.
Må gamle mennesker have et kærlighedsliv?
³Carlo og Esther" (94) handler
om gamle menneskers forelskelse. Carlo, der er forhenværende
murer og
racerkører, er flyttet på plejehjem med
sin demente kone.Til en begravelse
forelsker han sig i Esther, den livlige grønsagshandlerske,
bridge- og
pengespillerske, kleptoman og pillepusher. De støder
ind i det omgivende
samfunds tabuer. Filmen leverer et håb om at
gøre det, man tror på, trods
alt! Den ses den dag i dag med entusiasme i miljøer
med gamle.
At skabe film i Danmark er ikke en dans på roser.
For TV 2 skulle Helle Ryslinge lave en hel serie,
"Naturens underlige verden". Men den første,
"Ølaben" (96) var for kritisk og så blev
resten strøget.To gange har Helle Ryslinge
oplevet, at producenter er gået konkurs. En
gang kom det til at betyde, at filmen slet ikke blev
lavet færdig. Den skulle have heddet "Til Cairo
with love" . At få samlet penge og kørt
maskineriet i stilling er en opgave for jætter.
Helle Ryslinge er sådan en jætte. Hun
er modig, hun er kompromisløs. Hun finder tabuer
og afdækker dem. Hun tør være komisk,
tør være folkelig, er som Sisyfos, der
hele tiden skubber stenen mod toppen. Vi ser stenen
falde og opdager midt i grinet, at det er den glemte
samvittighed, hun forsøger at løfte.
Institut for Folkeligt Teater giver med glæde
Helle Ryslinge Håbets Pris 2002.
*****
Institut for Folkeligt Teater har bedt Klaus Tams,
Maskehuset Chatwin, om at lave Håbets Pris som
kunstværk til Helle Ryslinge. Klaus Tams er
i sit arbejde stillet frit. Vi ved, at han med sit
talent vil skabe et værk, der spejler personen
og håbet. Værket vil desuden indgå
i Håbets Frise med motiver fra Håbets Pris 1989-2002.
Håbets Pris er en fest: Lyset, foråret,
farverne: den fanden i voldske utopi i hvert eneste
bøgeblad. Vi går det hele i møde
sammen med vores prismodtager, og kan præsentere
et spændende program. Folk fra fjern og nær
har generøst stillet deres arbejdskraft og
kunstneriske formåen til rådighed. Vi
håber, at endnu flere kommer til. Festen starter
pinsedag d. 19.5. kl. 14 og varer til solopgang 2.
pinsedag.
Vel mødt til Håbets
Pris på Aasen
f. Institut for Folkeligt Teater
Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen |
|
|