|
|
Bådteatret ved kaptajnerne
Tue Biering, Rolf Heim og Emil Korf-Hansen
Håbets Pris 2003 går til Bådteatret ved sine
tre modige kaptajner Tue Biering, Rolf Heim og Emil
Korf-Hansen fordi de insisterer på at spille. Der
findes spørgsmål der skal stilles, der findes. Tanker
der skal tænkes. Der findes også et nødvendigt teater
i tiden. Det kan man se, når man går ned i Nyhavn
på Båden. De kender tidens tone og satser nu hele
butikken.
At insistere
Pistolen er sat for tindingen tidligt i 2002. Der
kommer en ny regering, der skal spares og skæres så
turen kommer hurtigt til den lille teaterbåd i Nyhavn
som lige har fået nye ledere. "Her skal spares - væk"
siger først Kulturministeren, så Teaterrådet og sådan,
skulle den historie være endt. Der er bare den hage
ved det, at de tre kaptajner ikke ville sende skuden
til skrot: "Vil I ikke støtte os, nej det var da trist,
vi spiller alligevel." Det gør de så. Netop i dette
ligger et håb og et eksempel, for hvem skal bestemme
hvilke forestillinger der skal spilles? Skal man gøre
sig selv til slave frivilligt? Findes der ikke historier
der er så vigtige at de behøver at blive spillet under
alle omstændigheder? Er det netop ikke nu tiden at
åbne munden i stedet for at tie og bie?
Den 4. Vej
De tre instruktører, Tue Bering, Rolf Heim og Emil
Korf-Hansen, vælger at gå sammen om ledelsen på Bådteatret.
De har mødt hinanden på Statens Teaterskole hvor de
to er lærere og den tredje elev, og finder ud af at
de taler så godt sammen at de også ønsker at arbejde
sammen, skønt de er meget forskellige. Og netop gennem
intensiteten og forskelligheden i dette møde opstår
resultaterne af deres samarbejde sammenfattet i begrebet
: "Den 4. vej". Som 3 mennesker der mødes og går ud
af en fjerde vej sammen, sådan opstår den 4. vej i
deres teaterarbejde ved at de presser sig selv når
de sammen forfølger og udvikler hinandens ideer. For
mange fastlåste konventioner får teatret til at stivne
og dø. Istedet begynder de at visualisere et teater
frem uden konventioner eller med helt nye.
Så sejler vi
Det opleves allerede i foråret 2002. Folk inviteres
ned på Bådteatret: hr. og fru Jensen, digtere,
bistandsklienter.. hvem der har lyst med historier,
galde, og meninger om de politiske mærkværdigheder
i tiden. Det bliver til "Det korteste Strå", aktuelt
teater, instrueret af Madeleine Røn Juul, om et samfund
hvor service er som en by i Tjetjenien. Københavnerne
strømmer til. Her er et teater som har mod og vilje
til at formulere i nuet med ungdommelig energi.
På trods af at bevillingen fra Teaterrådet er væk
efter sommerferien, lykkes det at skrabe en spæd økonomi
sammen, for penge skal der til. Tre forestillinger
er programsat i sæsonen 02-03 og det lykkes faktisk
at gennemføre de to på den lille økonomi, men så er
scenografien også barberet helt væk.
Leende i samme båd
"Topdogs", instrueret at Emil Korf-Hansen, stiller
spørgsmålet: Hvad sker der med arbejdsløse topchefer,
forarmede eksistenser fra det fede liv? Det er en
forestilling om den angst der bliver tilbage når livskulissen
krakelerer. Forestillingen bæres igennem med et rablende
humørfuldt kraftoverskud.
l "Coconut" portrætteres nydanskeren der på vej mod
politisk karriere gerne stopper sin somali-nabo ned
i en affaldsskakt og er så kold i røven at man får
koldsved ved at kigge derpå. Løjerne iscenesættes
af Rolf Heim, der er uddannet på Cantabile 2
i Vordingborg. Det mærkes i iscenesættelsen der er
fysisk, visuel og hele tiden sprænger forestillingens
realistiske univers, f.eks. når der midt i det hele
introduceres to kæmpemasker. Igen er Båden fyldt med
folk, og der er observeret danskere og indvandrere
leende i samme båd!
Båden er ladet med
Alle tre forestillinger er portrætter at nådesløsheden
i nuets samfund. Det går så godt. Det kører. Guderne
er de rige, unge og kendte. Fartgrænserne stiger.
Den der står i vejen har bare at flytte sig. Kunne
man en dag i dette "alle-en-uge-på-skiferie-og-snakke-om-pister"
samfund møde en person som var i virkelig opposition,
som også turde tale om noget andet end tidens ligegyldigheder,
hvor skulle han komme fra? Hvem tør i idag tale om
barmhjertighed, når det ikke lige er programsat i
et show i DR og TV2? Det gør de på Bådteatret. l den
ny sæson har de inviteret tiggermunken Frans af Assisi
ned i teaterbådens rummelige bug.
Caritas
Barmhjertighed, "Caritas", er et samlebegreb i den
ny sæson på Bådteatret . Det er en modig og visionær
nyfortolkning af det politiske teater. Indholdet bliver
nemlig udtrykt som en respekt for forskelligheden,
en kollektivitet der er lig med mangfoldighed, en
dialog der nysgerrigt forholder sig til næsten og
det anderledes. Her bliver vi mødt med et klart nej
til det samfund som blot vil gøre os til burgerspisende
kloner, der knokler derudaf mens vi til stadighed
i kor gentager vejrudsigten og hvor godt vi nu har
det, samtidig med at vi paradoksalt nok dag for dag
mister evne til at leve os ind i næstens historie,
situation, virkelighed.
Bådteatret stiller spørgsmålet: Vil vi også fortsat
leve med at det humanitære øje har fået grå stær?
Bobler af liv og håb
Bådteatret med kaptajnerne Tue Biering, Rolf Heim
og Emil Korf-Hansen på broen skal have Håbets Pris
2003. Vi har altid kun et eneste vi kan give kunsten,
og dette ene er os selv. Men tiden er forskellig,
derfor også udtrykket. Det ved de på Bådteatret. De
har skabt et levende teater i tiden under de mest
trange kår på den unikke teaterbåd i Nyhavn. Institut
for Folkeligt Teater siger tak for indsats, gåpåmod,
vilde ideer. Boblerne fra dybet kommer hele tiden
op! Tillykke med Håbets Pris 2003.
Tillykke til Bådteatret.
Tillykke til Tue, Rolf og Emil!
Vel mødt til Håbets Pris på Aasen
f. Institut for Folkeligt Teater
Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen
|
|
|
