Klaus Hoffmeyer

"En dag stiger man ud af vinduet - og så er der ingen, der kan sige hvor man ender -" Ordene bliver sagt på Studenterscenen. En ung instruktør, Klaus Hoffmeyer, brager igennem med opsætningen af en ny dansk dramatiker som ingen andre tør spille, en vis Jess Ørnsbo. Stykket hedder: Dværgen der blev væk. Spillet er anderledes grotesk i forløb og replikføring med skuespillere, der hænger ud over en bordplade. Naturalismen er splintret, folk ved at dø af grin, anmelderne kalder det teaterhistorie. Året er 1966. Klaus Hoffmeyers adelsmærke er avantgardeteatret.

Kernen i Klaus Hoffmeyers avantgardisme er et nybrud for folkeligheden. Uden kunstnere i teatret der tør gå planken ud, ender vi i en tilbageskuenhed, hvis fundament er gold selvtilstrækkelighed. Kunsten er at se virkeligheden i øjnene, og turde tage de skridt, der skal tages. Det tør Klaus Hoffmeyer.

Et andet nybrud ligger i Klaus Hoffmeyers udgangspunkt i ritualerne: At teatret har sit udspring i den urgamle kult. Teatrets rum er også ritualets tempel. Der bor et væsen i os, der kan svinge med, når taktstokken svinges og "gud" falder ned i hovedet på os. Der bor også en kannibal, som lugter blod. Teatrets rum er først fysisk, men nedenunder er, som under isbjerget, en metafysisk klods, som stikker dybt ned i oceanets blåsorte dyb. Se den kan vi ikke. Men vi mærker den. Til tider sker der kollisioner, når vi i hybris glemmer.

Omkring 1960 træder, med Klaus Hoffmeyer, en ny instruktørtype ind i dansk teater. Instruktøren, som ikke først er skuespiller. Der er endnu ingen uddannelse.Teatret er inde i en ny udvikling. Det absurde teater kræver nye skuespillere, nye instruktører. I 1958 går han ind på Studenterscenen og siger: "Jeg vil være instruktør". Han har netop været i Paris, er blevet bjergtaget af Antonin Artaud, læser på litteraturvidenskab et hav af stykker, og skal som lærer snart sætte Askov Højskole på den anden ende med sit rituelle teatersyn.

Frem til dette årtusinde. Klaus Hoffmeyer har valgt landets måske sværeste teatermæssige arbejdsplads, og er her godt igang. En supertanker som Det Kongelige Teater med sin tonstunge last lader sig ikke rokke ved første bølgeskvulp, og mange har ved den opgave glemt ror, retning og hvem de selv var. Ikke Klaus Hoffmeyer. Han er som altid siden starten forblevet sig selv lig, ikke sig selv nok. Han er måske det klareste eksempel i dansk teater på en personlighed, der ændrer institutionen mere end han selv bliver ændret. Straks ved sin ansættelse blæser han i trompet for ny dansk dramatik: 8 urpremierer i første sæson! Og han insisterer fremdeles på et teater uden candy floss, et teater, som er dybt forankret i tiden, eller som han selv formulerer det i det nye sæsonprogram: Der skal være en grund til at gå hjemmefra.

I slutningen af tresserne er Klaus Hoffmeyer med i TV teatres store opblomstring. Tiden er Panduros. Klaus Hoffmeyer laver eksperimenter, bl.a. Steen Kaaløs "Ikke et ord om Harald" . De første fem minutter foregår i mørke uden ord. På TV! Efter to minutter er der seerstorm. Det er jo før zapperiets tid. Der er kun én kanal. En gammel kone ringer og siger : "De sidder derinde og siger pik og kusse". Og endnu er der ikke sagt et ord. Men kollisionen er der alligevel. Det er dage med ungdomsoprør, med nyt mod gammelt.

I halvfjerdserne er Klaus Hoffmeyer fødselshjælper for Jomfru Ane Teatret i dets store epoke. Han laver Arrabal: "Og de gav blomsterne håndjern på" - en samproduktion mellem Jomfru Ane og et andet fremsynet teater: Boldhus Teatret. Stykket handler om tortur og drømme i et spansk fængsel under Franco. Publikum bliver skilt og ført til deres sæder i mørke. Stig Hoffmeyer spiser sine egne nosser. Drømmene er så store, at murene tilsidst sprænger. Stykket bliver spillet stiliseret. Bagefter springer champagnepropperne. For første gang kåres en forestilling fra undergrundsteatret som sæsonens bedste med "Teaterkatten" .

Klaus Hoffmeyer fortsætter i årene der kommer med at holde teatret ud i stiv arm. Han undersøger, hvad det kan. Det sker med den rytme og musikalitet, der også er hans særkende. Han laver "Byen affaldet og døden" på Mammut Teatret, af Fassbinder, som er forbudt i Tyskland. Han er fast instruktør på Århus Teater og skaber "Miraklet i Kødbyen" af Bertolt Brecht som et moderne mysteriespil og viser med melodramaet "Hugo på Bjerget" en Oehlenschläger der er helt ude i tovene. På Det Kongelige Teater skaber han med opsætningen "Fra regnormens liv" af Per Olov Engquist en af teatrets største succes'er i nyere tid, og på Den Jyske Opera laver han opera. For første gang i Danmark bliver hele Nibelungens Ring af Wagner sat i scene. Fire forestillinger. Samlet et værk, der varer i 16 timer. Planlægningen alene tager to år, og arbejdsopgaven strækker sig ialt over 13. Klaus Hoffmeyer har været ude i alle teatrets afkroge, er sig selv lig.

Netop nu kan man se stykket "Antonius og Cleopatra" i Turbinehallen. Det er et stykke, som viser voksne menneskers kærlighed i krigens valgsituationer. Det spilles i en vestibule og er i et miljø af omskiftelighed, så man til sidst tror, at Alexandria, Athen og Rom er forstæder i samme by. I flimrende rastløshed dør de og triumfbuer brister som en sæbebobler. Klaus Hoffmeyer har fundet en i Danmark ukendt Shakespeare, og placerer ham i tidens zenit. For sådan vil han, at det skal være.

"En dag stiger man ud af vinduet - og så er der ingen der kan sige hvor man ender - ". På samme måde er det med Klaus Hoffmeyer. Han stiger ud af vinduer... Han er en avantgardist, vil nogen sige. Og det er han. Men det, der idag er avantgarde, kan blive morgensdagens folkelige teater, hvis der vel at mærke er nogen, der tør træde trolden på halen. Det gør Klaus Hoffmeyer.

Modsat Peer Gynt har Klaus Hoffmeyer altid bevaret sin kerne intakt om han var på Studenterscenen eller på Det Kongelige Teater. Han går ind og gir stedet sin sjæl, istedet for at stedets sjæl bliver hans. Deri ligger forskellen og håbet.

Det er med glæde Institut for Folkeligt Teater, Aasen giver Klaus Hoffmeyer Håbets Pris.

Institut for Folkeligt Teater har bedt Klaus Tams, Maskehuset Chatwin, om at lave Håbets Pris som kunstværk til Klaus Hoffmeyer. Klaus Tams er i sit arbejde stillet frit. Vi ved, at han med sit talent vil skabe et værk, der spejler personen og håbet. Værket vil desuden indgå i Håbets Frise med motiver fra Håbets Pris 1989-2001.

Håbets Pris er en fest: Lyset, foråret, farverne: den fanden i voldske utopi i hvert eneste bøgeblad. Vi går det hele i møde sammen med vores prismodtager, og kan præsentere et spændende program. Folk fra fjern og nær har generøst stillet deres arbejdskraft og kunstneriske formåen til rådighed. Vi håber, at endnu flere kommer til. Festen starter pinsedag d. 3.6. kl. 14 og varer til solopgang 2. pinsedag.

Vel mødt til Håbets Pris på Aasen