|
|

Teater skaber bedre dialog med
pårørende
06.04.10 | Klarahus inviterede
pårørende til en aften med debatskabende teater. Formålet
var at skabe dialog om forventninger, ønsker og muligheder.
Teaterstykket ’Det er min skyld’ blev spillet to gange
– og anden gang havde publikum mulighed for at bryde
ind, hvis de ville have håndteret situationen anderledes.
Af Morten Romby
Teaterstykket, 'Det er min skyld', tager udgangspunkt
i pensionisterne Anna og Ejner, der bo i en lille
provinsby. Ejner har været assurandør, han har været
dygtig til sit job, men er blevet mere og mere glemsom
og distræt på det sidste. En dag bliver det for meget
for Anna og sammen med sønnen Børge, beslutter de
at finde en plejehjemsplads til Ejner. Herfra bliver
mor og søn stillet over for en række dilemmaer i relation
til indretning af Ejners liv på plejehjemmet og plejepersonalets
attitude.
Det var centerchef John Zachariasen på Klarahus, der
havde taget initiativ til debat-arrangementet for
de pårørende.
- De pårørende sidder ofte med en række følelsesmæssige
problemstillinger, mens vi (personalet, red.) sidder
med de faglige problemstillinger. Så arrangementet
havde til formål at skabe forståelse for vores rammer
og skabe en positiv dialog om forventninger og muligheder.
Også så det bliver nemmere for de pårørende at acceptere
omstændighederne omkring deres ægtefælle eller forældre,
siger John Zachariasen.

Forventningsafstemning
Nogle af de udfordringer, plejepersonalet ofte står
over for i dagligdagen, er urealistiske forventninger
fra de pårørende. Nogle forventninger er sågar stik
imod lovgivningen, hvis de blev indfriet.
- Der har været tilfælde, hvor pårørende har undret
sig over, at vi ikke fikserede en borger, der gentagne
gange faldt. Det viser, at pårørende ofte ikke kender
lovgivningen eller kvalitetsstandarderne – og det
giver udfordringer i hverdagen, siger John Zachariasen
Og netop lovgivning og kvalitetsstandarder blev der
også brugt tid på at forklare under arrangementet
for pårørende til beboere på Klarahus.
- Men næste gang ville jeg gerne gå endnu mere i dybden
med de rammer og regler, som vi arbejder under. For
jo mere viden de pårørende har, desto færre konflikter
vil der opstå, siger John Zachariasen. |
|
|
|
|