|
Håbets Pris 2004
Institut for Folkeligt Teater indbyder hermed til Håbets Pris på
teaterinstituttet Aasen, pinsedag, søndag d. 30.05.04. Festen starter
klokken 14 og varer med prisuddeling, teater, udstilling, middag og dans
til solopgang.
Håbets Pris uddeles til en person eller et teater, som har arbejdet
for det menneskelige håb; vovet, kærligt, vulgært, alvorligt,
poetisk...med gnistrende energi mod vanetænkningen, som er vor kulturs
største trussel: For en verden, hvor folk bruger deres egne øjne,
ører, stemme!
Finn Hesselager
Håbets Pris 2004 går til teaterpædagog, Finn Hesselager,
Nørre Snede. Finn Hesselager har i over 20 år forfinet kunsten
at gøre skuespilleren nærværende på scenen. Han
har i dette arbejde udviklet en særlig evne til at strukturere det
udefinerligt levende, som han skaber i samarbejdet med den enkelte og
med gruppen i rummet. Dermed har Finn Hesselager som lærer for en
hel generation af danske skuespillere sin store andel i det liv, der i
disse år opleves på danske teatre, i TV og i dansk film.
Nærvær på scenen
Finn Hesselager er altid skuespillerens allierede. Han går som pædagog
ind og hjælper den enkelte spiller med at finde ind til kernen i
præstationen. Kernen ligger i nærværet. En skuespiller,
der ikke er nærværende ender som kliché. En nærværende
skuespiller er til stede spejlende sig selv i rollen når det lykkes.
Men det er svært at være nærværende - i ens eget
liv og ikke mindst i scenekunsten.
Seeren
Finn Hesselagers vigtigste redskab er et være seeren. Han bruger
øjnene til at se skuespillerens faldgruber. Men frem for alt ser
han den enkelte spiller, eller som han siger: “Hvis man ikke møder
een, der ser een, tror jeg ikke man kommer igennem.” Ikke igennem skuespilleruddannelsen,
ikke igennem arbejdet med rollen og ikke igennem livet, ihvertfald ikke
med troen på egne kræfter i behold. “Find det hos Finn, for
det findes” er et ofte citeret elev-digtet slogan. Alle har vi noget unikt.
Men vi skal have hjælp til at finde det. Finn Hesselager har modet
og overskuddet til at hjælpe.
Tilstedeværelsen af en anden personlighed
To vigtige udtryk i Finn Hesselagers arbejde er rytme og maske. Rytmen
er kroppens og tankens flydende energistrøm, en bølge, et
pulserende åndedræt. Rytmen skal skabe alt det andet: Timingen,
tanken, replikken. I vores kultur er det ikke det mest indlysende.
Masken kan hjælpe med at flytte focus fra jeget til rollen. Rollen
har friheden til at være alt det, personen ikke er. Skuespillerens
vigtigste arbejde er at adskille personen og rollen. Gennem masken oplever
spilleren tilstedeværelsen af en anden personlighed. Denne “anden”
skal hun ikke selv skabe. Masken har allerede skabt den. Masken oplever
alt hvad der sker på scenen for første gang. Masken er fuldt
og helt til stede. Kunsten er at få skuespilleren til at spille
“maske” uden at bære den. Når det lykkes ser og oplever vi
nærværet på scenen.
Parat til udvikling
Finn Hesselager er uddannet på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater
i 1971 og bliver umiddelbart efter ansat på Svalegangen. Ligeledes
i 1971 kommer Keith Johstone til Danmark. Finn Hesselager møder
ham som underviser og instruktør og det bliver mødet med
den lærer, der bliver en af grundpillerne i hans karriere som teaterpædagog:
“Keith Johnstone gav mig min pædagogik”. Fra 1976 bliver Finn Hesselager
leder af Børneteatret, Filuren, og fra 1981 ansætter Rektor
Eyun Johannessen Finn Hesselager som underviser på Skuespillerskolen
ved Aarhus Teater. Det blev begyndelsen til en periode som fast underviser.
Og begyndelsen til det ry som teaterpædagog, der gør Finn
Hesselager elsket som én der altid er parat til dialog, til at lytte,
til at skabe en lige over. I den periode fik Skuespillerskolen ved Aarhus
Teater et ry der voksede. Elever der gik ud fra Finn Hesselagers mesterlære
havde lysten til at spille, kendte redskaberne og stolede på egne
kræfter. De vidste noget om masker, troede på at skuespilkunsten
kan åbne sig i et rollearbejde skabt i frihed. De vidste også,
at friheden har sine regler. Det er de regler Finn Hesselager arbejder
med at udvikle i mødet med eleven og stoffet.
Mesterlæren i Nørre Snede
Fra 1995 får Finn Hesselager sit eget undervisningssted i Nørre
Snede. Nu strømmer elever og færdiguddannede skuespillere
til ham, fra teaterskoler, vækstlag, skuespillere med arbejde på
TV og film, men også sangere fra konservatorier. Alle kommer de
for at få hjælp til det samme: Hælp mig med at finde
det Finn! Skal man sætte ord på Finn Hesselagers form er det
mesterlæren. Eleven møder op som elev, om han kommer fra
en skole eller blot for at lære. Det er lærer-elev-forholdet
som arketype. Det har ikke altid været problemløst. Nogle
elever gjorde ham til guru, og dele af teaterverdenen tog ikke hans arbejde
seriøst op gennem 1980-erne. Men kvalitet er ikke til at holde
nede. Finn Hesselager arbejder ufortrødent med sine masker, med
at se, og tak for det.
Finn Hesselager fortæller gerne om sine hjælpere: Waage Sandø
gav mig mit første job på Svalegangen. Bodil Lindorff overdrog
mig Filuren. Keith Johnstone var min første lærer. Rektorerne,
Eyun Johannessen og Bjarne Thorup gav mig plads til at udvikle min pædagogik,
rektor, Lars Junggren satte pris på min kunnen og sendte eleverne
til Nørre Snede. Jes Bertelsen fra Vækstcenteret i Nørre
Snede var min sidste lærer, han lærte mig at meditere. Finn
Hesselager holder også foredrag og underholder om kommunikation.
Han har noget på hjerte og han er ikke kedelig.
Et ægte teater
Finn Hesselager skal have Håbets Pris fordi han arbejder med det
ægte i rollen og i tilværelsen. Han gør teater og film
til en bedre oplevelse for publikum. Teater, der bygger på nærvær
og dybde giver tilskueren mulighed for at være mere i kontakt med
det autentiske. Men først og fremmest giver han skuespilleren et
bedre liv, også på scenen. Vi ønsker at han, der selv
ser, må blive synlig!
Velkommen til Håbets Fest
Institut for Folkeligt Teater har bedt Klaus Tams, Maskehuset Chatwin,
om at lave Håbets Pris som kunstværk til Finn Hesselager.
Klaus Tams er i sit arbejde stillet frit. Vi ved, at han med sit talent
vil skabe et værk, der spejler personen og håbet. Værket
vil desuden indgå i Håbets Frise med motiver fra Håbets
Pris 1989-2004.
Håbets Pris er en fest: Lyset, foråret, farverne: den fanden
i voldske utopi i hvert eneste bøgeblad. Vi går det hele
i møde sammen med vores prismodtager, og kan præsentere et
spændende program. Folk fra fjern og nær har generøst
stillet deres arbejdskraft og kunstneriske formåen til rådighed.
Vi håber, at endnu flere kommer til. Festen starter pinsedag d.
30.5. kl. 14 og varer til solopgang 2. pinsedag.
Vel mødt til Håbets Pris på Aasen
f. Institut for Folkeligt Teater
Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen
Institut for Folkeligt Teater ønsker med Håbets Pris at fremme
en nyskabende og levende folkelig kunst.
Håbets Pris har været uddelt siden 1989:
Trevor Davies 1989. Festival of Fools, København, Danmark. For
som kulturformidler og kulturel "rambuk" at have skabt et folkeligt rum
for teatret & for "Festival of fools".
Aleksander Jochwed 1990. Teaterværkstedet Den Blå Hest, Århus,
Danmark. For med sit teater at bryde mure i sindet og mellem øst
og vest.
Tage Hind 1991. Institut for Dramaturgi , Århus Universitet, Danmark.
Som banebryder ved etablering af et nyt teatersyn og grundlægger
af Institut for Dramaturgi ved Aarhus universitet.
Iben Nagel Rasmussen 1992. Odin Teatret, Holstebro, Danmark. Som banebryder
for ny skuespilkunst i Danmark & for forestillingen Itsi-Bitsi.
Arne Aabenhus & Asger Hulgaard 1994. Dansk Amatør Teater Samvirke.
Som grundlægger af og bygmester i Dansk Amatør Teater Samvirke
gennem en menneskealder.
Hans Hellberg 1995. Narren, Stokholm. Sverige. Som grundlægger af
gruppeteatret i Norden og dets første store arkitekt.
Hans Rønne 1996. Teatret, Odder. Danmark. For sine soloforestillinger,
som fornemt vartegn for dansk børne- og ungdomsteater i et kulturbyår.
Grenland Friteater 1997, Porsgrunn . Norge. For tyve års pionerindsats
med gruppeteater i Norge, i stedse kunstnerisk søgen mod identiteten
i et moderne efterkrigs-Norge.
Chris Torch 1998. Intercult Stockholm. Grundlægger af Jordcirkus
& Shikaste. Som pioner for interkulturel scenekunst i Sverige, Norden
og Europa
Randi Patterson 1999, Living Movement & Nyt Dansk Danseteater. Som grundlægger
og pioner indenfor moderne dans i Danmark.
Åsa Simma 2000, Samisk teater og film. Sameland. For gennem sin
kunst at vække de ressourcer der ligger gemt i den samiske kulturs
urfjeld af ritualer og billeder.
Klaus Hoffmeyer 2001, Skuespilchef ved Det Kongelige Teater. Fordi han
har bevaret sin kerne intakt, om han var på Studenterscenen eller
Det kongelige Teater.
Helle Ryslinge 2002, filminstruktør, København. For en pionerindsats
indenfor dansk film, der med mikroskopisk nærvær afdække
samfundets tabuer.
Bådteatret 2003, ved kaptajnerne Tue Biering, Rolf Heim og Emil
Korf-Hansen. På trods af nedskæringer insisterer de på
at spille et nyt politisk teater i tiden.
Program - Håbets Pris pinsedag, søndag
d.30.5.2004. *:
kl. 14 - I Sterup Forsamlingshus: Victor Marcussen og Niels Søren
Hansen i “Pianisten & Bumsen”. En cabaret med John Mogensens populære
sange.
mm@media-management.dk.
kl. 16 - På Aasen: Skål & velkommen på Aasen Velkomst
ved Birthe Rosenfeldt og Lars Olsen Hertil gives hyldeblomstvin, Åsens
rababerkage samt kaffe. Aasens Polka af Stefan Groot.
Udstilling: Anna K. Johannsdottir.
kl. 17.15 - Finn Hesselager: “Maskerede Manuduktioner”.
En veritabel vendekåbes vidnesbyrd.
Kl. 19 - Festmiddag.
Kl. 19.45 - Håbets Pris Til Finn Hesselager.
kl. 11 - Dans.
kl. 02 - Bål.
kl. 04.30 - Solen Danser.
PS: Ret til ændringer forbeholdes.
Praktiske oplysninger:
Pris: Festen koster 200 kr. for medlemmer, 250 kr. for ikke-medlemmer.
Unge under uddannelse 150 kr. Børn 40 kr. (under 3 gratis). I Prisen
er inkluderet forestillinger, udstilling, middag, musik, overnatning samt
morgenkaffe 2. pinsedag. Kommer du allerede lørdag lægges
der 25 kr. oveni til mad.
Tilmelding:
Alle betaler ved ankomsten. Tilmeldingsfristen er 20. 5. 2004. Der findes
tilmeldingsblanket på www.aasen.dk.
Husk sengetøj, soveposer, evt. telt. Du er velkommen allerede om
lørdagen, hvor vi forbereder festen. Der er fælles oprydning
mandag 2. pinsedag kl. 10. Åsen skal være ryddet før
I drager af.
Transport:
Det er nemt at komme til Åsen, som ligger kun 1/2 times kørsel
fra de store færgehavne i Hirtshals og Frederikshavn og 45 min.
fra Aalborg Lufthavn. Der går IC-tog til Brønderslev.
Kørselsvejledning:
Kør ad motorvejen (E 39) til Brønderslev. Kør af
ved afkørsel 6 (Brønderslev C) og fortsæt af 585 mod
Frederikshavn. Drej efter 6 km til venstre mod Sterup. I Sterup ligger
forsamlingshuset ud til vejen. Mod Åsen fortsættes ud gennem
byen som skifter navn fra Åkandevej til Brødholtvej. To kilometer
længere fremme ser du i bløde kvindelige bakker en hvid gård
med græskblå vinduer og en gammel vindmølle. Nu er
du fremme: Velkommen til Åsen.
Tilmelding på internet :
www.aasen.dk
eller mail:
info@aasen.dk
eller telefon:
(+45) 9883 1888
Husk at betale kontingent:
Teatre & Institutioner Dk.kr.: 550
Voksne Dk.kr.: 100
BG Bank konto:
Reg. Nr. 1551 Giro 9 15 04 71
Institut for Folkeligt Teater repræsenterer mere end tyve teatre
og institutioner og 100 enkeltmedlemmer i Danmark, Norden, Rusland og
USA. Institut for Folkeligt Teater.
Håbets Pris' 15 års jubilæum 1989 - 2004
|