Barba og Giacometti
Man kan sige, at der er træk, der fører Eugenio Barba og Odin Teatret sammen med Holstebro’s anden hovedattraktion, Alberto Giacomettis: “Kvinde på Kærre”. De kom begge til byen i 1966 på et tidspunkt, hvor Holstebro udfoldede et storladent nærmest udansk mod til at ville kunsten og kulturen, og begge vakte de naturligvis modstand. Det har ændret sig meget siden. De fleste i det vestjyske kan nu se, at det er med Odin Teatret og Barba som med Giacomettis skulptur: det er noget, man kan være stolte af. Noget, der sætter Holstebro og Danmark på verdenskortet, og noget - som det er med verdenskunst - der kaster særlige øjeblikke af sig, som mytiske stråler af lys hentet ind langt ude fra Universet. For stor kunst er som flammer af nordlys.

Et nøgent teater
Sådan var det ikke fra starten for Barba. Han kom til Skandinavien i halvtredserne på tommelfingeren og havnede i Norge, fordi man i det velstående Sverige ikke havde rum for emigranter - fra fattige Italien. Norge var på det tidspunkt ikke så rigt som Sverige, og derfor havde man også plads. Her arbejdede han en tid som opvasker, begyndte på universitetet og tog endelig til Polen for at studere film og teater. Ude i landet fandt Barba et hidtil ukendt teater, “De 13 Rækkers Teater” med en helt særlig udtrykskraft, ledet af en ung polak ved navn Grotowski. Det, han mødte her, var et nøgent teater, bygget op omkring en systematisk træning, som i sit scenesprog var i slægt med østens teaterformer, som Barba samtidig satte under lup med rejser til Indien. I Polen sidder Barba de næste tre år på en træstol som assistent og studerer dette særegne teaters udvikling af scenesprog og en ny atletisk udfordret skuespiller. Her samler han også materiale til Grotowskis senere verdensberømte bog: ”Towards a Poor Theatre”, som udgives på Odin Teatrets Forlag.

Odin Teatret dannes
og kommer til Holstebro
Tilbage i Norge begynder Barba at samle sin egen gruppe. Det, han søger, er unge naturlige mennesker med vilje til systematisk træning og opøvelse af en teatral faglighed. Det bliver starten på Odin Teatret, som dannes i 1964. På den tid er teater med Barbas ord et “hus”. Det kan være et kongeligt teaterhus eller et mere ydmygt hus, men under alle omstændigheder en bygning. At en gruppe mennesker kan gå sammen og på den måde definere et teater, er noget helt nyt. Det ændres der på med Odin Teatret og lidt senere med 68 oprøret og gruppeteatret.

Odin Teatrets første forestilling er “Ornitofilene”, frit efter et forlæg af norske Jens Bjørneboe. Stykket vækker furore. På en turne i Danmark skriver anmelderen Jens Kruuse begejstret om et opbrud og en befrielse af den gamle kunstart. I Holstebro er de vakse ved havelågen. Barba inviteres indenfor, og her har Barba og Odin Teatret boet siden på et ombygget husdyrbrug samtidig med, at teatret har rejst over hele kloden. I år fylder Odin Teatret 47 år, Barba 75 og Odin Teatret har sin andel i, at teaterlandskabet er forvandlet i Danmark og verden.

Med hele verden i rygsækken
Et menneske kan ikke dreje en klode, ej heller en teatergruppe. Måske så alligevel. Autentisk handling og menneskelighed er et valg: Barba kom til en dansk provinsby med sit teater. Så bragede det løs med teater, seminarer, forlag, tidsskrift, gæstespil og undervisning. Han havde hele verden med i sin rygsæk. En samling af mennesker fra mange lande har bragt os alt, hvad de kan, og det vækker genklang. Tiden er ikke mere til centrum og periferi. Tiden er til dialogsteder. Udtrykket har ikke en anden kvalitet, fordi det er skabt i New York. Tiden tilhører dialogen mellem det unikke på heden og i Buenos Aires.